af Fausto Giudice*, august 2005
Nedenstående er en sandfærdig historie fra den mere end
barske virkelighed. Om en ægyptisk mand, alder 39 år, der
d. 17. februar 2003 ved højlys dag kidnappes og bortføres
af CIA- agenter midt i Milanos myldrende trafik. Manden er Nasr Oussama
Mustafa Hassan Abu Omar kaldet. Han er født i Alexandria i Ægypten,
men havde siden 2001 haft asyl som politisk flygtning i Italien, hvortil
han kom efter af politiske grunde at have været fængslet
i Ægypten. Han blev fejlagtigt antaget for at være imam
i den islamisk Moské på boulevard Jenner i Milano, selv
om han kun et par gange havde vikarieret ved den fælles bøn
i Moskéen i Via Quaranta. Han blev bortført fra Italien
og udleveret til Efterretningsvæsenet i Cairo (State Security
Intelligence). Denne bortførelse er ikke den eneste, som CIA
står bag efter d. 11 september 2001. Men den er den eneste, som
har udløst en retssag. Hvad vi ved i denne forbindelse, skyldes
lækager i sagsakterne fra den milanesiske undersøgelsesdommer,
Chiara Nobili. Hun udstedte i slutningen af juni 2005 en arrestordre
mod 13 CIA- agenter, som blev identificerede ved en undersøgelse,
foretaget af det italienske antiterrorpoliti, DIGOS. Statsadvokaterne
Armano Spataro og Ferdinando Pomarici havde forlangt arrestordrer udstedt
mod i alt 19 CIA-agenter. Ingen af disse arrestordrer er endnu blevet
effektueret.
Chefen for CIA's kommando-gruppe, Robert Seldon Lady, bedre kendt som
'Bob Lady', har tidligere været chef for CIA afdeling i Milano.
Han gemmer sig sikkert nu i sit hjemland Honduras. Og hvor er de andre?
Dette kan betyde, at CIA i fremtiden vil benytte sig af de samme midler
som i sin tid i Sydamerika mellem 1950 og 1980'erne. Dengang var det
kommunismen, CIA bekæmpede. Nu er det islamismen, der må
stå for skud.
Pludselig, en dag i Via Guerzoni..
Milano, Italien, mandag d. 17. februar 2003, kl. 12 middag: Abu Omar
siger til sin kone Nabila, da han forlader sit hjem i Via Conte Verde
nr. 18: "Jeg går til Moskeen". Denne ligger på
Boulevard Jenner, i fugleflugtslinie knapt en kilometer borte. Klædt
i hvidt går han op ad gaden i modsat retning af den kørende,
ensrettede trafik. Han lægger mærke til, at en hvid varevogn
sagtner farten, da den er ud for ham. Han fortsætter ad Via Ciaia.
I mellemtiden er varevognen drejet omkring et bygningskompleks og venter
nu på ham i Via Giuseppe Guerzoni, en gade hvor trafikken forløber
i begge retninger, og langs hvilken der på begge sider er offentlige
haver og hvor også Museet Croix Violette ligger. Det er her bagholdet
bestående af 12 CIA agenter finder sted. To biler blokerer gadens
to indkørsler.
Ud for nr. 23 (i Via Guerzoni) bliver Abu Omar standset af en mand med
en mobiltelefon i hånden. Manden taler italiensk, præsenterer
sig som værende fra politiet og forlanger at se hans legitimationspapirer.
I næste øjeblik udløser han en spraybombe i ansigtet
på Abu Omar og kaster sig over ham. Abu Omar sætter sig
til modværge og råber højt. En ung ægyptisk
kvinde kommer i det samme ud fra de offentlige haver sammen med sine
børn. Abu Omar råber til hende, at han er blevet kidnappet,
forsvinder derefter ind i varevognen, som starter og kører bort.
Torsdag d. 20. februar indbringer Nabila og det kvindelige vidne til
bortførelsen en klage for kommissariatet i Cenisio.
Fredag d. 21. retter imamen i Moskeen på Jenner Boulevard en appel
til de troende, at de, såfremt de har set eller hørt noget
i forbindelse med Abu Omars forsvinden, aflægger vidnesbyrd herom.
Den 3. marts 2003 "informerer" CIA den italienske regering,
at "ifølge oplysninger, som det er umuligt at verificere,
befinder Abu Omar sig et eller andet sted på Balkan". Resten
er stilhed. Den kommer til at vare i 13 måneder.
En appel fra Alexandria.
Den 20. april 2004 modtager Nabila et telefonisk opkald fra sin mand
fra Alexandria i Ægypten. Han beroliger hende, beder hende sende
sig 200 euro og intet sige til pressen. Den 1. maj modtager Mohamed
Ridha, ægyptisk imam i Moskeen i via Quaranta, et opkald fra sin
ven Abu Omar. Den 8. maj ringer Abu Omar igen som aftalt og fortæller
ham følgende:
"Mine to kidnappere lignede italienere, men jeg ved ikke, om de
var det. Jeg mistede ikke bevidstheden, der de udløste spraybomben.
De satte tape for min mund, men jeg havde øjnene fri, og de lod
mig beholde mit ur. Vi kørte i omkring fem eller seks timer.
Da varevognen stansede og døren blev åbnet, gik solen ned.
Jeg havde indtryk af at være på en amerikansk militærflyvebase,
fordi jeg kunne genkende logoerne (tegnene) på nogle militærfly.
De to mænd førte mig ind i et rum og lod mig alene. Efter
en times tid ankom fire mænd. De forhørte mig til kl. 3
om morgenen. De forsøgte at tale italiensk, et dårligt
italiensk, hvorefter de gik over til engelsk. De fokuserede kun på
eet: "Du propaganderer mod den amerikanske intervention i Irak,
du tilskynder til had mod Amerika. Er det sandt, at du rekrutterer folk,
der sendes til Irak for at kæmpe?" Jeg svarede benægtende,
sagde, at det ikke var sandt, og de, de gentog igen og igen de samme
spørgsmål. På et vist tidspunkt viste de mig en artikel,
som jeg havde skrevet, og hvori jeg tager afstand fra Italiens forbrydelser
i Libyen og Somalia. Bagefter gennembænkede de mig i flere timer.
Henimod kl. 3 om morgenen bragte de mig om bord i et mindre fly. Vi
fløj i fire timer. Ved daggry mellemlandene vi på en anden
amerikansk militærbase. Jeg tror, at den lå ved Det røde
Hav. Flyet lettede igen kort tid efter, og en time senere ankom vi til
den civile lufthavn i Cairo. Her ventede nogle ægyptiske officerer
på mig. De bandt mig for øjnene og førte mig til
Lazonglate (det ægyptiske efterretningsvæsens kommandocentral),
hvor jeg blev anbragt i en lukket celle. Og derefter overført
til Indenrigsministeriet. Her gik man uden omsvøb lige til sagen:
"Hvis du ønsker at returnere til Italien, kan du gøre
det inden der er gået 24 timer. På én betingelse,
at du rejser for os".
Tortur i Mazraet (gård) Tora.
Abu Omar nægter blankt. Han bliver derefter ført til Mazraet
Tora fængselet og torturseancerne tager deres begyndelse. Han
fortæller:
"Spørgsmålene under torturen blæst bort som
avner for vinden, fordi selve torturen var så ubærlig. De
anbragte mig fuldstændig nøgen i en iskold, nedkølet
celle. Der må mindst have været en temperatur på
20 o, for jeg følte det, som splintredes alle knoglerne i min
krop. Da jeg var helt stivfrossen, trak de mig ind i et rum, der brændte
som ild og hvor der mindst må have været 50 o. Ved en anden
lejlighed lagde de mig udstrakt på et vådt gulv, hvor man
havde anbragt elektriske kabler. De stød, som jeg fik, forårsagede
lammelser i benene og en del af ryggen".
De spørgsmål, man stillede, forekom uden vigtighed eller
betydning. Det eneste, som interesserede torturbødlerne var en
liste af navne. Første navn: Mohamed Ridha. Andet navn: Abu Imad,
imam i Moskeen på Boulevard Jenner. Tredje navn: Abu Omar's eget.
"De sagde til mig, at hvis jeg ville ud derfra, måtte jeg
udlevere jer til dem".
Abu Omar tilbragte 14 måneder i Mazraet Tora. En skønne
dag kom de for at underrette ham om, at han var fri. På én
betingelse: "Hvis du ønsker at gå herfra på
dine egne ben og ikke liggende i en kiste, fortæl da aldrig nogen,
hvad der er hændt dig. Du kan sige, at du kom til Ægypten
af egen fri vilje på en flyvebillet, købt i Italien".
Abu Omar skriver under på betingelsen. Og han går ud af
fængslet d. 19. april 2004.
Men de telefonopkald, han gør til Italien, opsnappes af Det
italienske Efterretningsvæsen, som meget belejligt lader dem gå
videre til den italienske presse. Den 12. maj 2004 bliver han igen arresteret
på sin bopæl i Alexandria. Siden denne dag er der intet
nyt om ham, bortset fra et brev, der maj 2005 når hans første
hustru, som bor i Albanien. Det lyder i al sin korthed: "Jeg bor
nu i Alexandria".
Den italienske efterforskning
I mellemtiden har det italienske retsvæsen ikke siddet med hænderne
i skødet. Statsadvokat Armando Spataro har arbejdet dag og nat,
mens DIGOS har stået for selve efterforskning. Det kan ikke have
været svært for dem at rekonstruere begivenhederne, for
CIA-folkene, som foretog kidnapningen har ikke gjort brug af selv de
mest elementære sikkerhedsforanstaltninger, uden tvivl fordi de
var sikre på straffrihed. Det er næsten sikkert, at CIA
ikke har informeret sine kolleger fra SISMI (Den militære Efterretningstjeneste)
eller DIGOS om operationen. Til gengæld er det næsten mere
end sandsynligt, at der på politisk plan har været kontakter
mellem Washington og Rom for at få regeringen Berlusconi til at
give grønt lys for operationen.
I de tre måneder forud for operationen benyttede CIA-agenterne
mobiltelefoner og ikke walkie-talkies. Ydermere tilhørte disse
mobiltelefoner USA's ambassade i Rom, og den ene af dem blev igen brugt
af en ambassadefunktionær efter kidnapningen af Abu Omar. Ud fra
numre og lokalisering af disse mobiltelefoner og effektuerede betalinger
via kreditkort fandt man frem til de femstjernede hoteller, hvor kidnapperne
havde boet i tiden op til operationen, og også til biludlejningsbureauet,
hvor den hvide varevogn og vognene, som kommandoholdet benyttede, var
blevet rekvirerede. Politiet fandt også fotokopierne af de identitetspapirer,
som kommandofolkene havde været forsynede med.
Her følger navnene, de faktiske eller de formodede, på
de 13 CIA-agenter, som det italienske retsvæsen ønsker
arresteret:
Robert Seldon Lady, afdelingschef for CIA i Milano, som ledede hele
operationen, og som sandsynligvis ledsagede Abu Omar til Cairo for at
assistere ved forhørene;
Monica Adler eller Courntney, 32 år, født i Seattle, bosiddende
i Virginia;
Cynthia Logan, 45 år, født i Maryland, adresse ukendt;
Pilar Rueda, 44 år, født i California, adresse ukendt;
Gregory Asherleigh, 50 år, født i Maryland, bosiddende
i Washington, DC;
Lorenzo Carrera, 34 år, født i Texas, taler flydende italiensk
og spansk;
Chamming Drew Carlyle, 40 år, født i New York;
John eller Kevin Duffin, 53 år, født i Illinois, bosiddende
i Pennsylvania;
Raymond Harbaugh, 66 år, født i Alaska, adresse: postboks
i Virginia;
Ben Amar Harty, 61 år, født i Iowa, af arabisk herkomst,
taler flydende arabisk;
George L. Purvis, 46 år, født i Kina, bosiddende i Virginia;
Joseph Sofin, 52 år, født i Moldavien, bosiddende i Virginia.
Michalis Vasiliou, 43 år, født i Grækenland, adresse
ukendt.
Seks andre mistænkte, som det italienske retsvæsen ønsker
at tale med, er identificerede som: Eliana Castaldo, Victor Castellano,
John Thomas Gurley, Brenda Liliana Brenda Ibanez, Anne Lidia Jenkins
og Joseph L. Romano.
Sidstnævnte er tydeligt identificeret: der er tale om en oberst
i USA's hær, i dag ansat i Pentagon i Washington. På tidspunktet
for aktionen var det ham, der som ansvarlig for basens sikkerhed gav
ordre om "frit lejde" til CIA-gruppen, da den var trængt
ind på den amerikanske militærluftbase i Aviano ved Venedig,
og hvorfra flyet med Abu Omar om bord, lettede.
Mister Bob
Kommandochefen Robert Seldon Lady er 51 år. Han er født
i 1954 i Tegucigalpa, hovedstaden i Honduras, hvor hans far ŒMister
Bill' døde i 2004 efter en travl karriere som 'Prins Pilfinger'.
Som ejer af en stor landejendom nær den nicaraguanske grænse
har Mister Bill uden tvivl været agent for CIA, specielt i den
periode, hvor man infiltrerede de kontrarevolutionære, 'kontraerne',
der var i opposition til det sandinistiske regime i Nicaragua. Bob begyndte
sin karriere hos politiet i New York, hvor han blandt andet infiltrerede
en gruppe venstreradikale. Herfra kom han til CIA og opererede i alle
firserne i Honduras, sandsynligvis i den berygtede bataljon 316, dødseskadronen,
som CIA oprettede i den honduranske hær til torturering og henrettelse
uden rettergang af formodede 'kommunister'.
I 1994 blev alle CIA-agenterne i det centrale Amerika afslørede:
forræderen Aldrich Ames forsynede KGB med deres navne og identiteter.
For Mister Bob begynder nu en omskolingsperiode. Man ved, at han har
været posteret i Panama, med domicil i Abita Springs, nær
New-Orleans i Louisianna.
I begyndelsen af 2001 indtager Mister Bob så sin nye stilling
som chef for CIA- afdelingen i Milano i Italien. Officielt er han Œmilitærpolitisk
officer ved konsulatet', den eneste amerikanske funktionær posteret
i udlandet, der kan prale af en sådan titel. Det ser ud til, at
hans tilknytning til operationen skyldes misinformationer, plantede
af høge i Det Hvide Hus og Downing Street 10 for at retfærdiggøre
angrebet på Irak, døbt 'Nigergate'. Et dokument, udfærdiget
af Rocco Martino, en forhenværende agent for det italienske SISMI
og rekrutteret af det franske DGSE, har tjent som bekræftelse
af den påstand, at Saddam Husseins Irak skulle have købt
uran i Niger. Lady har også været indblandet i en anden
skandale: Irangate.
Manuchar Ghorbanifar, en iransk Œfree-lance' agent, organiserede
salget af hemmelige våben til Iran. Pengene blev af oberst Oliver
North brugt til indkøb af våben til de nicaraguanske kontrarevolutionære
med Mister Bob som mellemmand.
Bob og hans kone Martha købte (uden tvivl for de penge, de fik
for kidnapningen af Abu Omar) en villa i Penango, i det italienske Piemont,
midtvejs mellem Turin og Milano, hvor de flyttede ind i september 2003.
Bob, som havde nære og venskabelige forbindelser til sine italienske
antiterrorkolleger, inviterede ofte disse til festlige middage netop
i denne villa. I slutningen af maj 2005 får Martha, som var blevet
overvåget af DIGOS siden april 2004, et telefonisk opkald fra
Bob fra Honduras. Efter dette opkald begiver hun sig til Honduras. Ved
tilbagekomsten til Penango erfarer hun, at en arrestordre er blevet
udstedt mod hendes mand.
Politiet, som ransager villaen den 23. juni 2005, træffer ikke
Mister Bob, men finder i garagen en liste over de hoteller, som kommandogruppen,
der kidnappede Abu Omar, havde benyttet, og harddisks med oplysninger,
som uden tvivl har været meget interessante. I en telefonsamtale
med Bob nogle dage senere fortæller Martha ham, at det havde været
hendes hensigt at destruere dette materiale, men at hun ikke nåede
det inden husundersøgelsen.
Dommer Nobili ville ikke gå med til at udstede en arrestbegæring
mod seks af medlemmerne af kommandogruppen, men statsadvokat Spataro
indbragte afgørelsen for appeldomstolen, som den 25. juli 2005
afgjorde, at arrestordren også burde gælde dem.
Vil Bob Lady og hans 18 kumpaner mon nogensinde komme til at stå
til ansvar for deres forbrydelse ved en italiensk domstol? Og vil Abu
Omar, såfremt han stadigvæk er i live, dukke op igen en
eller anden dag? Statsadvokat Spataro påtænker, efter hvad
vi sidst har erfaret, at forlange ham udleveret fra Ægypten. Men
der er ikke mange chancer for at noget sådant skulle lykkes. Abu
Omar er ikke den eneste martyr i yankiernes korstog mod terrorismen.
To uger før ham forsvandt en anden muslim, også mistænkt
for terrorisme, ved en tilsvarende kidnapning.
Jamel Elmenshaoui var børnelæge i Graz, i Østrig.
Hans kidnapning blev planlagt dèr, mens han selv var rejst til
Jordan, hvorfra han fortsatte mod Saudi Arabien, hvor han ville ordne
familiens pilgrimsrejse til Mekka. Han blev kidnappet ved den jordansk-saudiarabiske
grænse og lige som Abu Omar ført til Lazoughli, den ægyptiske
efterretningstjenestes hovedkvarter. Siden da er der intet nyt om ham.
Mohamed Morgan er også ægypter og bor i Vigevano nær
Milano. I 2003 beklager han sig til sine brødre : han føler,
at han er under konstant overvågning. I slutningen af september
2003 meddeler han, at han vil vende tilbage til Ægypten. I virkeligheden
var han offer for en afpresning. Ankommet til Cairo bliver han omgående
ført til fængslet Mazraet Tora. Herefter intet livstegn.
* Forfatteren til denne artikel, som først gang blev publiceret
på http://quibla.net , er free
lance journalist og skribent. Han er præsident for Kollektivet
guantanamo i Frankrig. Han kan kontaktes på følgende: collectif.guantanamo@gwadaoka.org
